Hvor meget søvn skal man have?
De fleste opfatter søvn som en glædelig gave, man belønnes med efter en lang og hård dag. Ofte vil en travl hverdag øge ens behov for god og sammenhængende søvn om natten, men på den anden side er for meget søvn heller ikke altid sundt for kroppen. Det kan være svært at gennemskue, hvornår man er på grænsen til at sove for lidt eller for meget, og mange stiller derfor sig selv spørgsmålet om, hvor meget søvn man egentlig skal have for samtidig at få den mest optimale effekt.
Igennem tiden er der blevet forsket meget i søvn, og det er derfor også muligt at drage nogle konklusioner omkring, hvor mange timers søvn der er behov for.
Konsekvenser af for lidt og for meget søvn
Ens energiniveau og humør vil i høj grad afhænge af ens søvnmønstre. For lidt søvn i lange perioder ad gangen vil typisk kunne gøre en person mere irritabel og energiforladt i hverdagen. Dette kan gå udover ens præstationer på jobbet eller uddannelsen og også påvirke ens sociale relationer negativt, hvis man får tendens til at lade sin irritation gå ud over andre, eller hvis man er for træt til at deltage aktivt i sociale sammenkomster.
Omvendt kan for meget søvn også gøre en person alt for træt til at fungere optimalt i hverdagen, og store mængder af søvn kan gøre personer mindre fysisk aktive. Manglen på motion kan være en konsekvens af for meget søvn, og den manglende motion kan føre til livsstilssygdomme og et negativt helbred i det hele taget.
Alder har betydning for mængden af søvn
Der er stor forskel på, hvor meget søvn forskellige mennesker behøver. Nogle personer har brug for mere søvn end andre, men forskning viser, at alder generelt har en stor betydning for, hvor meget søvn man som individ har brug for. I løbet af livet vil man have mindre og mindre brug for søvn, hvilket betyder, at børn har brug for meget søvn, mens ældre har brug for mindre søvn.
Helt nyfødte børn og spædbørn er dem, der har mest brug for søvn, og de kan have brug for at sove helt op til 15-18 timer i døgnet. Det høje behov for søvn formindskes i takt med, at børnene bliver ældre, og eksempelvis har skolebørn brug for mellem 9-11 timers søvn. Voksne kan nøjes med 7-9 timers søvn pr. nat, mens ældre mennesker typisk vil have brug for en lille smule mindre søvn og kan fungere udmærket med 7-8 timers søvn.
Dog bør man ikke blive stresset over tanken om, hvorvidt man nu sover den mest optimale mængde af timer. Sover man lidt for lidt eller lidt for meget, er der som regel ikke grund til panik, og spekulerer man for meget over ens naturlige søvnrytme, kan det ende med at have en negativ effekt på ens søvnvaner.
Forskellige stadier af søvn
Når vi sover, går vi igennem forskellige søvnstadier i løbet af natten. Mens vi sover, svinger vi imellem stadier af dyb søvn og stadier af mere let søvn. Gennem natten befinder vi os også i det såkaldte remsøvnstadie. Rem søvn er en forkortelse for, hvad der på engelsk kaldes rapid eye movement, og stadiet kendetegnes altså ved, at vi bevæger vores øjne rigtig meget. Det gør vi, fordi det er i denne fase, at vi drømmer.
I denne fase vil der være meget hjerneaktivitet, og derfor sover man typisk meget let. Der er stadig begrænset viden om remsøvnens funktion, men der er enighed om, alle søvnfaserne er vigtige for vores helbred, og derfor har det afgørende betydning, at vi hver nat får en så god søvn som muligt.